Hverdag i høker-familien

Kapitel 6 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder. © 2017 Høkerforeningen.

I begyndelsen af 1900-tallet udkom Høkerforeningens Avis for første gang. Hver anden uge uden undtagelser år ud og år ind var bladet på gaden.

Mere end en egentlig avis var der dog tale om et medlemsblad, der sammen med foreningens andre tilbud var med til at holde fast på medlemmerne og sætte ord på det at være en del af høkerfællesskabet.

Avisen var således et vigtigt redskab for den beskedne, men yderst trofaste skare af københavnske høkere til at vedligeholde fortællingen om høkerfaget og pleje identiteten for denne lille forsamling af stolte handelsfolk. Bladet indeholdt løst og fast fra foreningens virke og dagligdag: runde fødselsdage og dødsfald, annoncer og meddelelser, flæskepriser og referater fra foreningens sommerudflugter, nyt fra bestyrelsen – referater, indkaldelser m.m.

I 1924 beklager „to høkersønner“ sig i et indlæg i avisen over foreningens baller. Selv om man normalt siger, at begrebet ungdomskultur hører tiden efter 2. verdenskrig til, så var der allerede dengang en stærk bevidsthed, også blandt høkerungdommen, om at være „den moderne ungdom“, i opposition til den fædrene generation:

De der var til Stede ved Foreningens sidste Bal, har sikkert undret sig over den ualmindelig lille Tilslutning, i Særdeleshed af unge Damer.

Grunden hertil maa sikkert søges i det yderst slette Orkester, som Festudvalget Gang paa Gang engagerer. Naar man gaar til Bal, er det for at nyde Dansen, og ikke for at lade sig paatvinge Valse og Melodier fra Urtiden, som var god Latin i vore tykke Fædres Tid.

Fornøjelsen bliver blandet, naar disse pustende og sveddryppende farer Gulvet rundt i et Tempo, som spreder Skræk og Rædsel blandt den moderne Ungdom. Alle unge Høkere vil sikker give os Ret i, at det er et rigtigt Jazz-Band, som tiltrænges, saa kommer Tilslutningen og dermed Fornøjelsen. Vi haaber, at Festudvalget vil tage sig dette til Efterretning og videre Foranstaltning.“

Høkerforeningens avis 1924.

I næste nummer var de to høkersønner nødsaget til at træde frem med navns nævnelse – Egon Rasmussen og Paul Mouvielle – og beklage, at deres ærinde blot var at få et nyt orkester og slippe for at „der spilles ældgamle Melodier uden Rytme“ – og ikke at fornærme dem, som „vi med Tiden haaber at kunne blive Kolleger til“.

Nok kunne ungdommen græmmes over forældrenes generation, men ikke mere, end at de selv havde en fast forestilling om selv at gå høkervejen som deres fædre. Ved næste fest i Høkerforeningen i „Gimle“ havde man fulgt tidsånden og lyttet til ungdommens krav om noget nyt:

det fortræffelige Diamond Jazz-Band, hvis Dirigent er den livfulde Kapelmester Henrik Clausen fra National Koncertsal, der har forvandlet sine Musikere til smaa Negere, saa man tror sig hensat til en mondæn Pariser-Natkafé. Der var Fart og Humør i Musiken og det gungrede i Gimles Dansegulv, naar unge og gamle lod sig lokke af Saxofon og Banjo.

Høker-ballerne var for alvor blevet bragt ind i den rytmiske musiks århundrede.

Den nye fane

Den 85-årige fane opbevares omhyggeligt sammenrullet i Høkerforeningen den dag i dag og luftes kun ved særlige lejligheder.
Kilde: Høkerforeningens arkiv.

Middelalderens håndværkslav og gilder, fx Skt Georg- og Skt Knudsgilderne var præget af ceremonier og „hellige“ genstande – våbenskjolde, skrin, segl, drikkepokaler og faner.

Ved særlige begivenheder, fx optagelsesceremonier i lavet, var de traditionsrige genstande fremme, fx drikkepokalen eller fanen, der alle havde særlige funktioner og betydninger i lavets sociale liv.

Både i håndværks- og handels-lavene, og ikke mindst i arbejderbevægelsens fagforeninger, var fanen et meget vigtigt symbol. F.eks. var det meget almindeligt, at man nederst i arbejder-dødsannoncer med begravelsesoplysninger kunne læse „Fanen vil være til stede under bisættelsen“.

Det var derfor ikke så underligt, at høkerne også skulle have en fane, de kunne kalde deres. I 1930 kan man fra nummer til nummer i Høkeravisen følge indsamlingen til Høkerforeningens fane.

Til en forventet pris på 1600 kr har en „Damekomité“ sat sig for at sørge for tilvejebringelsen af midler til egen fane. Ofte kommer der kun få kroner ind fra gang til gang, men indsamlingen omtales trofast i hvert nummer men angivelse af, hvor mange penge der er kommet ind.

I selskabsetablissementet Gimle på Frederiksberg fandt fugleskydningen sted sidst på sommeren efter alle kunstens regler med Kristenog Jødetøj af ægte sølv (Kristentøj var betegnelsen for hovedpræmierne i fugleskydning, mens Jødetøj var tillægsgevinster) og derefter fællesspisning – hummer og lammesteg med rødvin og Sauterne. Kun Herrer kan deltage, blev der for god ordens skyld tilføjet i bladets annonce.

Branchenyt indeholder alle former for praktiske informationer til høker-hverdagen. Kampen mod „rabatuvæsenet“ optager sindene i 1924-25, lige som forbrugsforeningerne opfattes som en alvorlig konkurrent til høkerforretningerne.

Ligeledes lukkelovsforhandlingerne i 1930 følges tæt. Handelsudvalget meddeler, at det på given foranledning skal indskærpes, at varer, som indeholder mel og farvestoffer, skal være vedlagt en seddel, som angiver dette.

Høkerforeningens fugleskydning var en anden fast tilbagevendende begivenhed. Fugleskydning var oprindelig en skik fra købmandsgilderne, som høkerne ligesom andre foreninger overtog. Kilde: Høkerforeningens arkiv.

I 1930 meddeler formanden, at han fra sundhedspolitiet har fået meddelelse om, at Bestemmelsen som „paabød at der i Butikker, hvor der solgtes Margarine, skulde være ophængt et Skilt med Paatryk: Her sælges Margarine“ nu ophæves.

Kampen mod høkernes fjender: omløberne, dvs folk, der på ureglementeret vis falbød varer på trapperne hos københavnerne, uden om de autoriserede forretninger, fx høkernes, blev viet en del opmærksomhed.

Også historien om trick-handlere, der solgte bayonneskinker på gaden, blev advarende fortalt. Ved nærmere undersøgelse viste den nyerhvervede skinke sig nemlig at bestå af „sammenpressede Svinekæber, fyldte med Svineører og Brusk, omsvøbt af en Svineblære“ – men når den uheldige køber opdagede svindlen, var sælgeren over alle bjerge…

Meddelelser om modtagelse og forvaltning af legater samt bortgivelse af friboliger i foreningens ejendom er selvskrevne i avisens spalter.

En måske fremtidig høker-medhjælp indrykker en annonce i bladet, fordi hun søger plads – „Løn fordres ikke“, da hun ønsker at sætte sig ind i faget, evt. i begynderforretning i provinsen.

Avisen gjorde ikke forsøg på at være andet end det, den var: et fagblad for høkere. Verdens gang og begivenheder fandt yderst sjældent vej til spalterne, og når det skete, var det kun i indirekte form og når det kunne have direkte relevans for forretningshverdagen:

I 1945 under de sidste krigsmåneder kunne man således i bladet læse, at der stadigt er for mange varer i vinduerne – vinduerne er fyldt med langt flere varer, end lovligt er.

Forklaringen er, at „Vinduesbekendtgørelsen“ er blevet udstedt af myndighederne for

ikke at friste til ved en Ophobning af Varer at give Udtryk for en Varerigelighed. Det kan kun give Anledning til Misforståelse, naar der i Vinduet er udstillet et stort Fad med Mørbrad, og der kun kan købes en, naar Kunden kommer ind i Forretningen.

Det blev ligeledes bekendtgjort, at Handelsministeriet havde udstedt forbud mod salg af skrællede kartofter – af hensyn til vareknapheden var nu kun uskrællede eller pillede kartofler tilladt!

Kort tid efter befrielsen i 1945 fandt avisen det også påkrævet at korrigere en af øjeblikkets udbredte misopfattelser: at den berygtede nazist og landsforræder Henning Brøndum skulle have haft en fortid som viktualiehandler havde absolut intet på sig! Branchens gode ry og rygte skulle ikke sværtes på ukorrekt grundlag.

Høkerforeningens fastelavnsfest fandt sted i læsestuerne i stiftelsen i Lipkesgade. Alle skulle møde udklædt! Kilde: Høkerforeningens arkiv.

Høkerstiftelsen i Lipkesgade omfattede ud over boliger et bibliotek eller „læsestuer“, hvor der jævnligt holdtes selskabeligt samvær for beboerne. 15. marts 1935 var der underholdning ved skuespillerparret Gyda Scheelhardt og Ludvig Nathansen, der „sang en Række udmærkede Sange, som gjorde Lykke, og Parret høstede stærkt Bifald“.

Derefter var der karamelbudding, Vin og cigarer.

Den årlige høkerrevy var på samme måde som talløse sociale og selskabelige begivenheder med til at kitte høkerne sammen i en stærk forening. Kilde: Høkerforeningens arkiv.

Et særligt kapitel var Høkerrevyen. År efter år gav høkernes deres egen dilettant til bedste i form af „Den årlige københavner aktuelle og lokale høkerrevy i 2 akter. Med hip til Høkerforeningen og Kødbyens prominente personer“.

På rollelisten fandt man bl.a. Hr. Skankebov Pedersen, ekspeditricerne i Kødbyen frk. Fiks og frk. Smart. Efter revyen var der stort høkerbal til kl 01.00 med The Cotton Players.

Traditionen varede til 1957, hvor revyen fejrede sit 25 års jubilæum med sidste forestilling. Midt i 1960’erne udkom Høkerforeningens Avis for sidste gang under eget navn.

I de sidste numre beskæftigede man sig bl.a. med tilnærmelsen mellem de to gamle konkurrerende fag: slagterne og viktualiehandlerne.

En ny liberalisering af næringsloven var i gang med at udviske skellet mellem håndværkerne (slagterne) og handelsfolket (viktualieforretningerne og charcuterierne). Viktualiehandlerne måtte nu også handle med kød, men slagterne må ikke handle med viktualier, noterede man sig triumferende i Høkerforeningens Avis.

Men begge fag og erhverv var lige pressede. For første gang beskæftigede man sig i bladet i 1964 også med fænomenet butiksdød.

I de gamle København-postnumre er der i perioden 1956 til 1964 blevet ca 7000 flere husstande, men 292 færre frugt- og grønthandlere, 272 færre kolonialhandlere, 274 færre bagere og 173 færre slagtere/viktualiehandlere. I omegnspostdistrikterne har der ydermere og til trods for en vækst på 30.000 nye husstande været et fald i antallet af slagtere/viktualiehandlere.

Artikelforfatteren er ikke i tvivl om, at forklaringen skal findes i omegnskvarterernes nye gadebillede og forretningssammensætning: supermarkedernes og brugsforeningernes indtog var gradvist i gang med at tage livet af fortidens mange små specialiserede fødevarebutikker. Efter intens debat besluttede man at melde sig ind i De danske Handelsforeningers Fællesorganisation.

Fra 1965 skiftede bladet navn til Levnedsmiddelbladet.

Foreningen tog sit ansvar som faglig brancheorganisation for høkerne alvorligt. Hvert år blev foreningens årbog udgivet som en Håndbog for viktualiehandel og charcuteri.

Her kunne man lade sig opdatere om bl.a. „Regulativ vedrørende salg af levnedsmidler fra udendørs automater“; om lukkeloven og ferieloven; om „vejledning for uddannelse af lærlinge i viktualiebranchen“, herunder vejledende satser for lønninger og vejledning vedrørende indmeldelse på Købmandsskolen; om „Arbejderbeskyttelse i Handels- og Kontorvirksomhed; om Forskrifter for godkendelse, indretning og drift af virksomheder, hvori forhandles, opbevares, eller behandles kød, slagteaffald og kødvarer, udstedt af Kødkontrollen;“ og om „Forskrifter for detailhandel med dybfrosne levnedsmidler i Københavns Kommune“.

Sågar en vejledning vedrørende røring af mayonnaise sniger sig ind i årbogen fra 1961 med gode råd og anvisninger til at forhindre epidemier af musetyfus.

I midten af 1950’erne havde man oveni oprettet Høkerforeningens fagskole med adresse i Lipkesgade med det formål at dygtiggøre branchens udøvere. Der afholdtes praktiske kurser i charcuteri, pølsemageri, pyntekursus, smørrebrødskursus, samt mere teoretiske kurser i skiltefremstilling, varekundskab, kalkulation, engelsk, hygiejne og bakteriologi og butikspyntning.

Det var tydeligt, at foreningen for længst var gået fra kun at være kamporganisation, der kun krævede sin ret, til også at være den samfundsansvarlige forening, der ligeså vel så det som sin pligt at holde orden i eget hus og sørge for, at medlemmerne gjorde deres yderste for at vedligeholde høkerfagets stolthed og ære.