Om høkerforeningens opståen

Høkernes kunder var som regel de fattige i samfundet, der ikke havde råd til at købe deres daglige fornødenheder i de mængder, som de blev udbudt i på torve og markedspladser. Høkerfaget opstod som en naturlig følge af, at bønderne leverede varer i større mængder og udskæringer, fx et halvt svin. Så store mængder kunne byens fattige på ingen måde aftage på en enkelt gang, og høkerne så potentiale i at opkøbe varer hos bønderne og videresælge dem i passende udskårne mængder.

’Nede i fru Hansens kælder’

Efterhånden blev høkerne forretningsdrivende med fast adresse, ofte i en kælderbutik – ’Nede i fru Hansens kælder’. Her kunne man finde et standard varesortiment som fedevarer, sild, klipfisk, øl og snaps, kaffe, smør og margarine, æg, sæbe, sand, tjære, brændsel, samt ikke mindst specialiteter som pølseender, osteskorper, fedtegrever og flæskesvær.

Fra statsregulering til selvregulering

Før 1857 havde vi ikke næringsfrihed i Danmark, og udøvelse af de fleste erhverv var underlagt restriktioner. Statsmagten regulerede antallet af håndværkere og handlende, og nogle fag var fra gammel tid organiseret i lav, der afgjorde, hvor mange mestre der var plads til i købstaden.

I 1817 fik de første handlende kongelig tilladelse til at nedsætte sig som høkere. Samme år etableredes Høkercorporationen i København som en sammenslutning af de kongeligt privilegerede høkere på foranledning af Borgerrepræsentationen. 60 år senere, i 1877, blev Høkercorporationen omdøbt til Høkerforeningen, som den stadig hedder i dag.

Formålet med oprettelsen af Høkercorporationen var fra myndighederne et ønske om, på den ene side at lovliggøre faget, og på den anden side at regulere tilgangen til gerningen, så København ikke fik for mange høkere, når arbejdsdygtige ville opgive deres fag for i stedet at virke som høkere. I starten skulle man derfor være 40 år for at få næringsbrev som høker.

Fra selvregulering til interesseorganisation

Høkercorporationen kom dog til at fungere som høkernes interesseorganisation, der kæmpede for høkernes sag i tvister med andre faggrupper som fx slagterne.

Interesseorganisation med filantropisk virke

I midten af 1800-tallet var foreningen blevet så velkonsolideret, at man også kunne begive sig ud i filantropisk virksomhed, i første omgang ved at yde støtte til asylboliger for ubemidlede, og senere, sidst i 1800-tallet, ved at opføre ejendommen i Classensgade/Lipkesgade med 75 lejligheder til værdigt trængende blandt foreningens medlemmer.

Det var ganske almindeligt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, at faglige foreninger og sammenslutninger som høkerforeningen, også kunne tilbyde medlemmerne forskellige former for fattigdomsunderstøttelse, begravelseshjælp og legater, og også sociale aktiviteter som selskabelighed, fugleskydning m.m.

En høkerbajer

Gradvist blev høkerforretningerne en fast del af gadebilledet. Udover det faste varesortiment, kunne man hos høkeren få en øl og en snaps, men kun stående - en såkaldt høkerbajer. Ville man sidde, måtte man gå til værtshusholderne.

Spækhøkere

Nogle høkere specialiserede sig i fødevarer - det blev de såkaldte spækhøkere. Her kunne man også få færdigretter – forloren hare, stegt lever og afskåret pålæg. Kreaturslagtning og fårekød var slagternes domæne, men flæsket fra svin blev høkernes.

Eksportsvineslagterier.

I 1800-tallets sidste halvdel opstod eksportsvineslagterier, der slagtede til det engelske marked. En del restprodukter, fx svineleveren var til overs i rigt mål. Den blev en af spækhøkerens vigtigste ingredienser i nationalpålægget: Leverpostej!

Høkerne mistænkeliggøres

Igennem mange år blev der set skævt til høkerne fra de konkurrerende handelsfag, der mistænkte dem for at bedrive ulovlig virksomhed. På landet var handel generelt forbudt og henvist til købstæderne, så når omrejsende høkere alligevel begav sig uden for byerne for at udnytte det lukrative marked og sælge fornødenheder til landbefolkningen, var kritikken og mistænkeliggørelsen fra købmændene hård.

Sidenhen, da udøvelsen af faget var blevet fuldt lovliggjort, og næringsfriheden gennemført i 1857, var høkerne stadig mål for spot og nedsættende bemærkninger. Navnlig betegnelsen spækhøker fik en underklang af hån.

En arbejdsdag på 14-16 timer

De arbejdsomme høkere var ved en arbejdsdag på 14-16 timer, ofte i stand til at opbygge en vis velstand. I H.C. Andersens eventyr ’Nissen hos spækhøkeren’ fra 1855, får vi fx at vide, at Spækhøkeren havde obligationer, mens spækhøkermadammen havde guldørenringe!

Viktualieforretning eller charcuterie

I det bedre borgerskab var den slags fremadstræben og tilkæmpet velstand ikke altid velset, i hvert fald ikke, når det var et resultat af flid, og ikke blot arv eller talent!

Mange høkerforretninger søgte at omgå dette ved at skifte navn til viktualieforretning og navnlig det fransk- og finereklingende charcuterie.

Høkerforretningerne overlever ikke omstillingen sidst i 1900-tallet

Som så mange andre nicheerhverv og småhandlende overlevede høkerforretningerne ikke omstillingen til moderne tider sidst i 1900-tallet. Supermarkeder og indkøbscentre ændrede bybilledet og indkøbsmønstrene, og ikke mindst var velfærdssamfundets sociale forbedringer med til at tage livet af de sidste specialbutikker for samfundets små og fattige: Høkeren. Nu fik selv de dårligst stillede råd til en bajer på værtshuset, centralvarme i lejligheden og pålæg fra supermarkedets kølediske.

Høkerforeningen er den, du læser om her. Vi eksisterer stadig

Høkerforeningen eksisterer til gengæld stadig og bygger på de sammen grundliggende formål som den gang. Foreningens hovedaktivitet er forsat ejerskabet og drift af ejendommen på hjørnet af Classensgade og Lipkesgade, hvor alle medlemmer og personer med tilknytning til foreningens medlemmer, har mulighed for at blive skrevet op til at leje en lejlighed.

Med overskuddet herfra kan foreningen fortsat støtte medlemmer på forskellig vis og yde bidrag til en række filantropiske tiltag, der fremmer det oprindelige formål.