Høkercoporationen
Fra kapitel 4 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.
Den 26. juni 1817 holdt Københavns høkere møde, og resultatet blev afsendelsen af følgende skrivelse til Københavns Magistrat: „Underdanigst Promemoria. Da vi formener, at en Forsamling af Høkere her i Staden vil være nødvendig, for at man i denne kunde blive forenede om, hvad man fandt nødvendigt for Fremtiden at iagttage, saa vove vi at spørge den høie Magistrat, om det maa være os tilladt at foranstalte en saadan Forsamling? Hvorfor vi udbede os den Gunst, at en af den høie Magistrats Medlemmer dér vilde tage Sæde, og at den Protokol, som vi ved denne Lejlighed agte at lade føre, maatte af den høie Magistrat blive autoriseret. Kiøbenhavn, den 26. Juni 1817 Underdanigst J.P. Søeborg. L. Christensen. Formænd for Høkerne i Kiøbenhavn“ Høkerne mente altså, at tiden var kommet til en sammenslutning af de forretningsdrivende i København, hvilket krævede kommunens tilladelse. Til lejligheden valgtes de to første formænd for Høkerkorporationen, som navnet blev, nemlig høkerne Søeborg med forretning i Knabrostræde og Christensen fra Lille Strandstræde.
Som allerede nævnt havde en kongelig udnævnt kommission siden 1812 gjort sig tanker om handlens fremtidige indretning, herunder høkerfagets fremtid. Myndighedernes interesse havde været at kunne regulere tilgangen til faget, så det ikke tiltrak for megen duelig arbejdskraft, der kunne udnyttes bedre. I en brevveksling mellem statsadministrationen og Københavns Magistrat var man blevet enige om det formålstjenlige i en Høkerkorporation.
Til driften af denne sammenslutning skulle høkerne vælge to formænd, hvis vigtigste formål skulle være at føre fortegnelse over byens høkere og på den måde være Magistraten behjælpelig som en gratis, administrativ funktion.
Høkerne var med andre ord ikke selv initiativtagere til Høkerkorporationen – initiativet var faktisk kommet fra de kommunale myndigheder – men man kan se høkernes henvendelse som en forespørgsel om at omdanne Magistratens administrative organ, Høkerkorporationen, til en egentlig interesseorganisation for høkerfaget, „for at man i denne kunde blive forenede om, hvad man fandt nødvendigt for Fremtiden at iagttage“. Københavns Magistrat havde i lighed med Ørsted i Danske Kancelli formentlig på ingen måde tænkt sig, at høkernes forening skulle få status af et egentligt lav eller være udstyret med reel magt, men blot at starte etableringen af en valgforsamling af høkere, der gjorde det nemmere at overskue det faktiske antal af næringsdrivende høkere.
Om Magistraten ikke kunne gennemskue høkernes ønske om at etablere en rigtig handelsforening, eller om man blot så en fordel i, at høkerne selv tog hånd om sagen og kom indhold i den ellers relative tomme korporation, er uvist, men den 30. juni 1817 indløb Magistratens positive svar på høkernes henvendelse:
Høkerkorporationen, senere Høkerforeningen, var stiftet!
Korporationen holdt i starten højst et par møder om året. Møderne holdtes som regel på Københavns Rådhus på Nytorv i overværelse af en af Magistratens embedsmænd. Korporationens protokol viser tydeligt, at høkerne fra begyndelsen var helt klare over, hvad det handlede om: at forsvare standens interesser, ikke mindst overfor konkurrerende fag.
Protokollen beretter især om talrige sager mod andre handelsbrancher, som høkerne mistænkte for ulovligt salg af netop den type høkervarer, som de mente at have eneret til at forhandle: allerede i 1818 vandt man en sag anlagt imod øltapperne, der af Magistraten havde fået tilladelse til at sælge høkervarer, men tilladelsen blev nu inddraget over en given tidsperiode, og høkerne kunne notere sig en sejr i deres første sag af en lang række af den slags branchetvister.
Samme år kunne korporationen opgøre sin formue: 1078 rigsbankdaler, og statsbankerotten i 1813 føltes nu åbenbart allerede som så fjern fortid, at høkerne turde låne sin penge ud til staten i form af købet af en obligation i Rigsbanken, datidens Nationalbank, for 625 rigsbankdaler og til en årlig rente på 4%.
En høker i sin forretning som han tog sig ud omkring Høkerforeningens stiftelse. G.L. Lahde; Høker (1820). Kilde: Københavns Bymuseum.
Nogle år senere vandt høkerne ved to instanser igen en sag anlagt imod dem af brændevinslavet for uretmæssigt salg af brændevin. Som nævnt var det en meget vigtig og indbringende ret, høkerne havde, at måtte servere øl og brændevin til stående kunder i forretningen, til stor ærgrelse for både brændevinsbrændere, øltappere og værtshusholdere.
I 1837 havde to urtekræmmere solgt salt, sild og dansk ost, hvilket var typiske høkervarer – det indbragte dem og deres lav et nederlag i Politiretten, og i 1840 blev lysestøbernes lav dømt for at have solgt lys stykvis i en sag anlagt af Høkerkorporationen. Til gengæld for de moralske og principielle sejre over de konkurrerende handelslav måtte de københavnske høkere indkassere adskillige kontingentforhøjelser – alene lysestøbersagen i 1840, der gik helt til Højesteret, kostede høkerne svimlende 500 rigsdaler i advokatsalær til etatsråd Sporon, der førte sagen for Høkerkorporationen. Kassebeholdningen blev også belastet af faste udgifter så som nytårsgratialer til torvemesteren og magistratsbudet, gage til skriveren samt aflønning af de to formænd.
Gullaschbaroner. Selv høkere faldt for fristelsen for at tjene penge på krigen. Tegning af „Høker Jensens fødselsdag 1914 og 1915“ fra Blæksprutten 1915.
I forbindelse med Den sønderjyske Krig i 1848-51 kan man spore et bidrag på 1.000 rigsdaler fra de patriotiske høkere, betalt til Krigsministeriet, og på samme måde bidrog høkerne med 100 rigsdaler til den centralkomite, der blev nedsat i anledning af koleraepidemien i 1853.
En anden vigtig aktivitet for høkerkorporationen var at holde justits med uorganiserede handlende, der gik høkerne i bedene uden at bidrage til korporationens kasse. I 1829 fik høkerne Magistratens ord for, at der gjaldt organisationstvang: Spækhøker Schou fik tilladelse til handel fra åben bod på betingelse af, at han ville melde sig ind i Høkerkorporationen.
Fra 1856 kender man for første gang et nogenlunde præcist medlemstal for foreningen: 513 medlemmer, hvoraf de 14 dog godt nok er i kontingentrestance.
Næringsfrihedens indførelse omkring 1860 satte en midlertidig bremse på Høkerkorporationens vækst og succes. Vi skal frem til 1877, før næste milepæl i høkernes historie atter skaber fremgang: sammenlægning af Høkerkorporationen og Høkerstiftelsen (se kapitel 5 om fattigdom og filantropi) under navnet Høkerforeningen.
Fusionen af den på det tidspunkt lettere stagnerede medlemsorganisation Høkerkorporationen med den aktive og sociale virksomhed i Høkerstiftelsen gav nyt liv til det faglige høkerarbejde, og styrken og gevinsten ved det faglige og kollegiale sammenhold var atter kommet i fokus.
Næringsfrihedsloven havde tillige afskaffet den gamle bestemmelse om, at man skulle være fyldt 40 år for at kunne løse borgerskab som høker i København, hvilket høkerne altid havde opfattet som en nedværdigelse: faget skulle åbenbart forbeholdes ældre og invalider, der ikke kunne klare sig selv på anden vis.
Nu kunne høkerfaget ryste præget af at være et fattigforsorgserhverv af sig, og yngre kræfter var på vej til faget. Københavns enorme vækst i 1800-tallets sidste årtier med især en voksende befolkning betød markant flere kunder i form af industriarbejderne, der ikke havde råd til eller mulighed for at drive større husholdning, men netop var afhængig af nemt tilgængelige fødevarer i små partier.
Høkerne begyndte nu også at gøre sig gældende i arbejdet med at organisere og samle de forretningsdrivende i den københavnske detailhandel.
I 1890 var høkerne med til at oprette „Det staaende Udvalg for de københavnske Detailhandlere“, senere De københavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation, et organisationsarbejde der fortsatte hele vejen op igennem det 20. århundrede.
Den faglige virksomhed i løbet af 1900-tallet
Høkerforeningen kastede sig ud i et omfattende samarbejde med myndighederne op igennem 1900-tallet. På trods af, at man udelukkende var en københavnsk forening, deltog Høkerforeningen løbende i forhandlinger og samarbejde på nationalt plan med Handelsministeriet, der ikke mindst under verdenskrigene arbejdede energisk sammen med branchen og detailhandlen om at skaffe forsyninger til borgerne, med sundhedsmyndighederne om hensigtsmæssig behandling af fødevarer, med Landbrugsministeriet, blandt andet om at sikre den frie konkurrence for detailhandlen især hvad angik kød.
Også mere ad hoc-præget kommissionsarbejde som fx Kommissionen til Undersøgelse af Danmarks Muligheder som Turistland var med deltagelse fra Høkerforeningen.
Og ved festlige lejligheder som f.eks. den radiotransmitterede indvielse af den nye Kødby i 1934 kunne høkerne med stolthed høre deres formand tale side om side med andre af hovedstadens honoratiores.
Der er langt – ikke kun i tid – fra de to første formænd for Høkerforeningen, Søeborg og Christensen, i 1817, til de formænd, der kom til at tegne foreningen ca. et hundrede år senere.
Foreningens bestyrelse med formand Mouvielle for bordenden i jubilæumsåret 1942. Kilde: Høkerforeningens avis, jubilæumsudgave 1942.
I perioden 1916-30 hed foreningens formand C.V. Bunch, grosserer og Landstingsmedlem, mens han efterfulgtes som formand af Kgl. Hofviktualiehandler F. Mouvielle.
I denne Høkerforeningens storhedstid var det ikke længere naturligt eller en nødvendighed, at man som høkernes førstemand først selv havde slidt et halvt liv bag disken i en ydmyg viktualiehandel. Tværtimod var det en kæmpe fordel for høkerne, at man nu kunne lade sig repræsentere af fremtrædende borgere, der var vant til at optræde på de bonede gulve og havde de rette kontakter der skulle til for at placere foreningen centralt i enhver forhandlingssammenhæng.
