Handelsliberaliseringer og næringsfrihedsloven

Fra kapitel 3 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

Grundloven og dermed demokratiets sejr over enevælden i 1849 gav anledning til stor lovgivningsaktivitet med henblik på en erhvervsliberalisering, både for håndværk, fremstillingserhverv og handel. En ny kommission var blevet nedsat i 1840 med henblik på at undersøge mulighederne for at øge friheden i handelserhvervene.

Først i 1843 blev det høkernes tur til at fremlægge deres ønsker til en fremtidig ordning.

Vigtigst var retten til at måtte udskænke øl og brændevin, og mindstegrænsen på en halv pægl for brændevinens vedkommende (en pægl svarede til ¼ l) og en halv pot øl, svarende til ½ l.

Disse kvanta fandt høkerne var lige velvoksne nok, idet man undrede sig over, at høkernes berettigelse i det hele taget havde været salg af små partier til dem, der kun havde råd til det, men at dette altså ikke gjaldt for øl og brændevins vedkommende.

Resultatet blev, at høkerne med Næringsfrihedsloven mistede retten til udskænkning af brændevin uden først at have løst en afgiftsbelagt licens til udskænkning af stærke drikke, men til gengæld bevarede retten til fortsat udskænkning af øl og mjød.

Den første liberalisering af handlen kom i form af Lov angående Høkerhandel på Landet i 1856 med virkning fra 1857.

Det var begyndelsen til enden på købstædernes eneret på handel, som disse havde nydt siden 1422, idet enhver nu måtte drive købmandshandel på landet med fast udsalgssted.

Dog indførtes til gunst for byernes handel et beskyttende læbælte, som betød at der ikke måtte bedrives handel i en afstand af 1½ mil, for høkere dog kun 1 mil, fra købstædernes akseltorv. Denne regel blev først afskaffet i 1920. Rettigheden til at drive høkerbutik på landet kaldtes høkerpatent og kunne erhverves af alle uanset regne- og skrivefærdigheder for 5 rigsdaler. Også ugifte kvinder kunne komme i betragtning, mens gifte kvinder ikke ansås for myndige og måtte nøjes med at få tilladelsen i mandens navn.

Med vedtagelsen af Næringsfrihedsloven i 1857 med virkning fra 1862 fandt den afgørende liberalisering af handlen sted. Som nævnt bortfaldt købstadsprivilegierne bortset fra læbælterne, foruden at lav og korporationer som handelsregulerende myndighed bortfaldt. Dog var det stadig en forudsætning, at man løste næringsbevis, i byerne kaldet „borgerskab“, betinget af at man var dansk statsborger, myndig og ustraffet. Men man skulle altså ikke længere aflægge duelighedsprøve og bevise sine evner overfor lavssystemet.

Høkerforeningen fulgte nidkært enhver politisk udvikling, der kunne få betydning for standen. Her er det begyndelsen til den endelige næringsfrihed i 1857.
Kilde: Høkerforeningens arkiv.

Det var naturligvis et hårdt slag for korporationerne og ikke mindst handels- og håndværkslavene, at deres vigtigste funktion, regulering af adgangen til at udøve faget, med et slag var borte. Det blev dog ikke forbudt at fortsætte med en organisering af fagfæller i en forening, så længe denne forening ikke tiltog sig lavenes privilegier til at fordele og regulere markedet som før. Ikke overraskende var den første reaktion en nedgang i medlemstallet, også for høkernes vedkommende.

Med et slag var den standsfølelse, som organisationstvangen i lav og korporationer havde skabt, blevet sluppet fri og vaklede nu: hvorfor bruge penge og kræfter på sådan et medlemskab?

I løbet af de følgende årtier bedredes situationen dog for de nye brancheforeninger, der afløste lavene, og medlemmerne og aktiviteten vendte tilbage, måske med inspiration hentet i arbejderbevægelsens succesfulde og resultatgivende organisering af arbejderne, der fandt sted samtidig.

Forfatteren Villads Christensen beskrev i 1912 forandringerne efter demokratiet og næringsfrihedens indførelse således:

„Det København, vi forlader i 1857, er en helt anden By end den vi kom til i 1840.

Alle Spærringsforanstaltninger ved Indgangen til Byen er nu borte: Portene nedrevne, Bommene fjernede, Komsumtionsbetjente og Skildervagter inddragne. Enhver kan frit gaa ind og ud, – det koster ikke noget. En helt ny By er i disse Aar vokset op uden for Voldene, – Forstæderne og Frederiksberg har nu 30,000 Indbyggere […] Nyt Liv er vaagnet i den før saa øde Havn, Handelen er i rask Opgang, og Øresundstoldens Afskaffelse i 1857 vil fremme den yderligere. De nye Gasblus lyser over en By, der begynder at blive renlig og sund og som efter Evne søger at bøde paa Fortidens hygiejniske Synder. Skrankerne falder til alle Sider: Det kommunale Selvstyre udvides, Torvetvang og Laugstvang afskaffes, og det ene Monopol efter det andet forsvinder.“

Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes Tid 1840-1857, Kbh 1912.