Handlen i København

15. aug.

Fra kapitel 2 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

Byhandlen i Danmark var igennem århundreder meget stærkt reguleret fra myndighedernes side – det vil sige kongemagten og Københavns bystyre, Magistraten. For det første skulle handlen som nævnt alene foregå i byerne – handel på landet var forbudt. Kun håndværkere som vævere, grovsmede, hjulmænd, slagtere, rugbrødsbagere og ølbryggere måtte frit nedsætte sig på landet.

Enevældens Danmark, der strakte sig fra 1660 til 1849, var domineret af merkantilismens økonomiske tankegang. Merkantilismens grundfilosofi var national egoisme: den enkelte stat skulle med alle midler forsøge at klare sig i konkurrencen mod andre lande.

Bøndervogne på vej ind i København. Først passeres acciseboden, og dernæst Vesterport.
Kilde: Høkerforeningen 1933.

Den stærke statsmagt med en voksende embedsmandsstand og en omkostningstung hær krævede stor opmærksomhed på statens indtægter og udgifter. Ikke mindst handlen var vigtig – deraf navnet merkantilisme – og handlen var et konstant mål for regulering og beskatning.

Øresundstolden, som siden middelalderen blev pålagt fremmede magters skibe, når de passerede Helsingør med varer i lasten, skæppede godt i statskassen, men også landets egne indbyggere måtte betale for at finansiere kongemagtens voksende udgifter.

Når varer blev ført fra land til by og passerede købstadens grænser, skulle der betales told. Ved bygrænsen lå acciseboden, hvor en kongelig betjent indkasserede konsumption af fødevarer og brændsel, der passerede byens port.

Efter branden i 1795 henlå Nikolaj Kirke som ruin. Omkring kirken oprettede man slagterboder, der fungerede frem til begyndelsen af 1900-tallet. Kilde: Københavns Slagterlaug 1451-2001.

Den danske handelsfilosofi byggede på selvforsyningstanken. Statens velstand kunne måles i, hvor meget guld og sølv man erhvervede, og for at sikre, at kongen havde råd til så mange indkøb af pragtvarer i udlandet som muligt, måtte den øvrige import koncentreres om det mest nødvendige – fx salt, våben og andet militærudstyr.

Landets hjemlige produktion og økonomiske aktivitet, der blandt andet skulle sikre befolkningens om ikke ligefrem velstand så dog overlevelse og reproduktion, skulle nøje reguleres og overvåges. Al udenrigshandel var hovedsagelig koncentreret i København, der i perioder tilmed fungerede som europæisk handelscentrum.

Bag købstadens mure og volde var handlen praktisk og grundigt organiseret. Byhandlen foregik først og fremmest på byens torve: i København f.eks. solgtes svinekød på Nytorv, okse-, heste- og fårekød på Gråbrødre Torv og Nikolaj Plads, fjerkræ på Gammeltorv, grønt på Grønttorvet og Amagertorv, æg på Nørrevold og fisk på Gammel Strand.

Fastsatte torvedage samt tidspunkter for handlens gennemførelse fik ikke kun livet i købstaden til at glide, men skabe også beskæftigelse for ordensmagten, der nidkært tog sig af borgernes endeløse forsøg på at omgå reglerne, bedrage hinanden og snyde myndighederne for indtægter.

I begyndelsen var boderne primitive, men i 1840’erne blev boderne arkitekttegnede! Kilde: Københavns Slagterlaug 1451-2001.

Høkerne havde som nævnt først ret til at opkøbe varer på markedet om morgenen efter kl 10. Når byens finere handelsfolk og borgerskabets tjenestefolk om morgenen havde forsynet sig og købt, hvad de havde brug for, kunne høkerne tage til takke med resterne sidst på formiddagen.

En fane var hejst fra morgenstunden, og kl 10 blev den taget ned – handlen var givet fri for alle, herunder høkerne. Denne regel var gældende helt frem til frihandlens gennemførelse med næringsfrihedsloven i 1857.

Bestemmelser som denne var medvirkende til, at mange med fantasi forsøgte at omgå den: frem for at vente på at måtte handle med resterne efter dagens torvehandel, når de gode varer var væk, gjaldt altså om at få handlet med bønderne, inden de nåede frem til markedspladserne, hvilket var ulovligt og strafbart. Straffen var konfiskation af de ulovligt handlede varer.

I 1904 begyndte far at køre kød og flæsk fra torvet til slagtere og spækhøkere. Torvet var Nytorv, hvor kroppene lå på fladvogne i al slags vejr. Der købte de handlende dem, og så hentede far dem dér. Det var noget sjask, når det regnede og sneede. Fjerkræ handledes på Gammel Torv, så vidt jeg husker både levende og slagtede. Når der var læsset og torvet forbi, kørte far op ad den stejle bakke mod Frue Kirke. Jeg kan endnu se hesten, der vel var alt for god, ligesom sætte neglene i stenbroen, navnlig med stort læs og i glat føre, men op kom den da altid. Senere på dagen kørte far så brændsel, eller hvad der ellers bød sig.
Knud Behnk, perioden 1904-12.

„Taget på fersk gerning“. En kone er blevet opdaget i et forsøg på at komme „i forkøbet“ – dvs handle direkte hos bønderne inden varerne når torvepladserne. Kilde: Høkerforeningen 1933.

De enkelte erhverv holdt til i egne gader og kvarterer, der i København har lagt navn til flere af byens gader og pladser: garverne og skindhandlerne holdt til i Skindergade, slagterne i Købmagergade („Kødmangergade“, oprindelig „Tyskmannegade“, hvor de tyske pebersvende havde deres boder – til gengæld for skattefrihed skulle de årligt erlægge et pund peber til myndighederne) skomagerne i Skoubogade („Skoboderne“), handlen med brændsel fandt sted på Kultorvet etc. Også høkerne havde deres enemærker: i 1620 optalte Københavns Magistrat 15 høkerboder i området mellem Gråbrødretorv og Strøget.