Høkernes sociale anseelse

Fra kapitel 1 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

Høkerne blev efterhånden et godkendt og respekteret erhverv. Men igennem lange tider var høkernes anseelse belastet af at blive forvekslet med fuskerne, de uautoriserede mellemhandlere, fribytterne, der opererede i udkanterne af købstædernes markeder på torvene.

En kone bliver stoppet i tolden ved acciseboden i forsøg på at smugle en skinke ind i byen. Kilde: Høkerforeningen 1933.

Fuskerne prajede bønderne allerede før de med deres vognlæs var ankommet til markedspladserne og torvene. Der købte de småpartier af ofte lidt dårligere og billige varer, som de videresolgte, diskret og ulovligt. Det kaldtes et forkøb – deraf udtrykket at komme nogen i forkøbet. Det kunne også foregå uden for byporten, hvorefter fuskeren påtog sig risikoen for at blive taget for smugleri af konsumtionsbetjenten.

Når bygrænsen blev passeret ved byporten skulle der dengang betales told til bystyret. Også skipperne på pæreskuderne fra provinsen, der lagde til i havnen, fik besøg af fuskerne. De tiltuskede sig lidt varer, som de dernæst videresolgte, ofte ved direkte opsøgende salgsvirksomhed på bagtrapperne i byens huse.

Som bekjendt er ethvert Laug udsat for Indgreb i dets Rettigheder af Bønhaser og uberettigede Fuskere; men der gives vist næppe noget Laug, der krænkes meer af slige Personer, end Slagterlauget, af de saa kaldede Fuskere.

kunne man læse i Politivennen i 1826.

Trods politiets årvågne indsats mod disse forbrydere, der satte den fattige almues helbred på spil ved at sælge dårligt kød, var problemet stort og synligt i København. Ikke mindst slagterne var vrede og slog gerne fuskerne i hartkorn med høkerne, selv om høkerne havde magistratens tilladelse til at opkøbe på torvet og videresælge.

Fortsættelsen af lovliggørelsen af høkergerningen fulgte i begyndelsen af 1800-tallet, hvor høkere efter ansøgning kunne tildeles borgerskab og næringsbrev til at drive høkerforretning.

Danskerne har altid ranket ryggen og opfattet deres fædreland som handelsnationen par excellence, der lige siden vikingerne har forsynet verden med vore bedste landbrugsvarer.

De engelske morgenborde var belagt med dansk landbrugs udsøgte specialiteter, smør og bacon, det er børnelærdom for de fleste.

Danskerne har alle dage været dygtige købmænd og sørget for at sælge de danske landbrugsvarer i udlandet mod til gengæld at sikre en rig variation af eksotiske kolonial- og luksusvarer fra fremmede himmelstrøg til byernes velstående borgere.

Men kommer der elementer af tusk, fidus og bjærgsomhed ind over, så er det noget helt andet: så er handel bestemt ikke noget „fint“ erhverv, og så er man en kræmmer eller tuskhandler.

Vi skal ikke længere tilbage end 1900-tallet, før handel i de fine borgeres øjne primært var tæt forbundet med landbruget og bønderne – og så var der ofte skumle motiver knyttet til det at handle. At være bondesnu betyder både at være praktisk anlagt og kunne regne den ud, men det indeholder også en nedsættende betydning: udspekuleret, fiffig og beregnende.

Landboerne var, trods deres talmæssige dominans – 3 ud af 4 af danskerne boede på landet for 150 år siden – i borgerskabets og overklassens øjne de laverestående. Bønderne blev helt op i slutningen af 1800-tallet holdt uden for politisk indflydelse.

Før grundloven i 1849 formelt indførte folkestyret, havde etableringen af Stænderforsamlinger nogle år før i 1831 givet jordbesidderne på landet en vis politisk indflydelse på linje med godsejere og grundejere i købstæderne, men stadig kun som rådgivende, underlagt den altbestemmende, enevældige kongemagt.

Med grundlovens vedtagelse blev landboerne nu også valgbare til Folketinget, mens Landstinget som førstekammer kom til at fungere som en konservativ garanti, der stod i vejen for afgørende magt til landets talmæssige flertal af bønder.

Valgbare til Landstinget var nemlig kun store jordbesiddere og skatteydere, og her kunne bønderne trods alt ikke være med.

Trods dette kan landbrugets økonomiske betydning som værdiskabende for hele samfundet på den tid næppe overdrives. Måske var det netop som svar på bøndernes voksende økonomiske succes i sidste halvdel af 1800-tallet, at landets sociale og økonomiske overklasse misbilligede dem og mere eller mindre åbent latterliggjorde dem. Fx er de kendte Molbohistorier i dag nok kommet til at stå som kærlige skildringer af den enfoldige almue på landet, men historierne viser bestemt også bybefolkningens foragt for de snu bønder. Og netop den driftige bondestand var en alvorlig medbejler og konkurrent til overklassen og byborgerskabets dominerende magt i slutningen af 1800-tallet.

Handelserhvervet i sig selv gav ikke social status, uanset om man var storkøbmand eller kludekræmmer.

I samfundets top forsøgte kongen at fremme købmændenes sociale anseelse ved at oprette Grosserersocietetet i 1742 og gøre storkøbmændene til sine rådgivere. Store handelskompagnier blev begunstiget af kongelige koncessioner på handlen med bl.a. de danske kolonier og var med til at skabe en meget fremgangsrig periode for dansk økonomi i 1700-tallets anden halvdel. Eksotiske varer som te, porcelæn og silke blev hverdag for den københavnske overklasse.

Men handelsagenterne og grosserernes voksende anseelse smittede bestemt ikke af på købstædernes mange småhandlende. En voksende gruppe var høkerne. Høkeren lå bestemt ikke højt på datidens sociale rangstige, heller ikke selv om han måske begyndte at klare sig ganske godt i løbet af 1800-tallet.

Ib Spang Olsen: Nissen hos Spækhøkeren.

I H.C. Andersens eventyr fra 1855, Nissen hos spækhøkeren, er det spækhøkeren, der ejer hele huset, mens den fattige student bor til leje på kvisten.

Spækhøkeren læser „Kunst – og teateranmeldelser“ i Tidende“ og har obligationer, spækhøkermadammen har guldørenringe, og sågar tjenestepigen har råd til silkemantille!

En gammel bog, fuld af poesi har spækhøkeren købt af en gammel kone for nogle kaffebønner. Nu river han siderne ud enkeltvis og bruger dem til 2 Sjalslignende klædningsstykke indpakningspapir. Men han er parat til at sælge den videre til den nysgerrige student for otte skilling.

De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De Dem ikke mere på, end den bøtte!

siger studenten og køber resterne af bogen. Men høkeren er en praktisk og uundværlig person – for han er mester til at lave risengrød og sælger det bedste smør. Derfor kan nissen ikke slippe sin spækhøker – for grødens skyld. „Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre går også til spækhøkeren – for grøden“ slutter H.C. Andersen eventyret.