Brugsforeninger og konkurrence

16. aug.

Fra kapitel 2 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

Til gengæld blev brugsforeningerne, der opstod i 1866 som en slags generalprøve på bøndernes andelsbevægelse, en alvorlig konkurrent for høkerne i købstæderne, herunder København.

Brugsforeningerne fandtes godt nok især på landet, hvor bønderne sluttede sig sammen om varekøb i større partier og efterhånden også foder- og gødningsstoffer, samt overskudsdeling i form af dividende. Den første opstod i Thisted i 1866. Men også i større byer organiserede arbejderne sig i kooperative brugsforeninger, således Østerbro Husholdnings Forening i Brumleby, etableret 1868.

Senere sammensluttede by-brugsforeningerne sig i 1916 i Hovedstadens Brugsforening, HB. Efterhånden som handlen på landet blev givet fri i 1850’erne, etableredes en zone rundt om købstæderne, der skulle beskytte byernes forretninger mod konkurrence.

Brugsforeningerne var dog ikke omfattet af denne bestemmelse, da de var at regne for private foreninger, der kun handlede med deres medlemmer, og dermed ikke var offentligt tilgængelige butikker. De kunne altså nemt etablere sig med lokale udsalg helt ind i 33 bykernerne, så længe de kun handlede med medlemmerne og dermed var fritaget for næringslovens bestemmelser. Dette gav anledning til megen kritik fra de næringsdrivende i byerne, såsom høkerne.

Omkring århundredeskiftet noterer man sig således i Høkeravisen, at „Rabatmærke Unoderne har taget fart“. Høkerforeningen vågede kampberedt over ethvert tiltag til unfair konkurrence, der kunne gå ud over dens medlemmer.

Omkring 1914 stod de konkurrerende brugsforeninger for 10-12% af fødevareomsætningen i Danmark. Det moderne høkerfag var selv født i en situation med skærpet konkurrence: de traditionelle markedsfolk, slagtere og bønder, havde opfattet høkerne som en trussel og konkurrenter om dagligvaremarkedet.

Samtidig måtte høkerne efter de havde opnået myndighedernes formelle anerkendelse i 1817 selv holde et vågent øje med fuskere og andre uautoriserede handlende, der stjal deres kunder og deres potentielle markeder.

Og i takt med, at høkerne vandt indpas i byens handelsliv og tog markedsandele fra slagtere, urtekræmmere, kolonialvarehandlere, værtshusholdere m.m., måtte de selv være på vagt over for andre handelsgruppers strandhugst blandt høkervarerne. En høkerenke beretter om en regulær handelskrig i 1942:

Da Urtekræmmeren overfor begyndte at sælge Ost og Pølse, maatte vi gøre Gengæld ved at handle med Kaffe og kolonialvarer; senere udvidede vi Salget til ogsaa at omfatte Øl, som vi for Hvidtøllets vedkommende selv aftappede og etiketterede. Vi solgte ogsaa Portvin og Cognac, ligeledes af egen Aftapning.
Høkeravisen 1942

I 1930’erne oprettede Københavns Kommune fiskebutikker med salg af vildt og fjerkræ, på trods af høkernes højlydte protester – faren for kommunal, unfair konkurrence i konsumbranchen fandt man overhængende, navnlig risikoen for konkurrence fra kommunale høkerforretninger.

Et par år forinden var der planer om at indrette „salgshaller“ i den gamle Frimurerloge i Klerkegade. 150 boder under et tag skulle forhandle 34 kaffe, grøntsager, sild, ost, smør, viktualier. Planen blev dog til Høkerforeningens store tilfredshed aldrig realiseret.

Til gengæld havde en gruppe høkere større held med deres forehavende, da de i 1922 tog initiativ til oprettelsen af INCO i Kødbyen. Uden tvivl inspireret af brugsforeningerne var INCO fra begyndelsen tænkt som en indkøbsforening, der skulle sikre høkerne varer af god kvalitet og rimelige priser ved at udnytte stordriftsfordele. Ideen slog an, og knap hundrede år senere ligger INCO stadig ikke blot i Hvide Kødby, men har bredt sig med flere filialer og er et yndet indkøbssted for erhvervsdrivende.