Landboreformerne

Fra kapitel 3 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

De store landboreformer blev indledt i slutningen af 1700tallet. Det velkendte symbol på forandringerne var først og fremmest stavnsbåndets ophævelse i 1788, der på håndgribelig vis gjorde unge mandlige fæstebønder frie og tillod dem at rejse, hvorhen de ville. Indtil da havde fæstevæsenet og bestemmelsen om stavnsbinding reduceret disse bønder og deres familier til ufri af hensyn til herremændenes behov for arbejdskraft.

Men en mere grundlæggende forandring var nok indførelsen af nye dyrknings- og ejerskabsformer i landbruget. Bønderne skulle ikke længere dyrke jorden i fællesskab, men den enkelte havde nu friheden til selv at tage stilling til, hvordan jorden skulle dyrkes.

Måske vigtigere gav ejerskabet over egen jord og fæstevæsenets afskaffelse plads til virkelyst, initiativ og ansvar: eventuelt afkast af investeringer gik nu i bondens egen lomme, ikke i godsejerens. Landgilde og hoveri blev afskaffet. Kapitalismens dyder var på vej ind i landbruget.

Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbiørnsen, enevældens to store samfundsreformatorer og kongens betroede rådgivere, havde allerede i 1780’erne indset, at det ville være til hele landets bedste, hvis det for bønderne var lysten til arbejdet, der drev værket, i stedet for pligt og tvang.

For bønderne og landbruget var omdrejningspunktet i Danmarks økonomi. Talmæssigt var de det altdominerende flertal af befolkningen – i første halvdel af 1800-tallet var næsten 60% af befolkningen direkte beskæftiget i landbruget.

Landbruget var Danmarks vigtigste råstof og det, der kunne handles med og tjenes penge på. Og den enevældige statsmagt var altid på udkig efter indtægter og navnlig nye beskatningsobjekter.

Øresundstolden, der igennem århundreder havde været en grundpille i kongens indtægter, stod for fald: den internationale modstand mod betalingen for at passere igennem Øresund var voksende med den stadig stigende skibstrafik. Derfor var driftige bønder et velegnet mål for ny beskatning.