Kapitalismen og industrialismen
Fra kapitel 3 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.
Landboreformerne introducerede altså for alvor den kapitalistiske produktionsmåde i Danmark. Tæt forbundet hermed var den industrielle revolution, der var startet i England i 1700-tallet, og nu var på vej til at krydse Nordsøen og forandre Danmark og kontinentets øvrige lande. Eller rettere: ligeså vel som en revolution, var der også tale om en evolution eller en relativt rolig udvikling. For hverken kapitalismen eller industrialismen forandrede Danmark med et snuptag, den var en lang, sej proces af måske op til hundrede års varighed.
En af de vigtigste forandringer, der kom til at præge Danmark i 1800-tallet, var arbejdsdeling.
Samfundets specialisering og arbejdsdeling betød, at viktualieforretningerne gradvist forlod „blandet landhandels“-konceptet og i stedet specialiserede sig i forarbejdede kødprodukter.
Kruses butik Istedgade, ca. 1940.
Kilde: Høkerforeningens arkiv.
Grundstenen i det gamle landbosamfund havde været selvforsyning: Det store flertal af befolkningen dyrkede, forarbejdede og producerede i alt væsentligt livets fornødenheder selv.
Mad, tøj, bolig og byggeri, bohave, man stod for det hele selv, og overskuddet solgte man eller byttede væk på markedet.
Håndværk og handel var ifølge loven hovedsagelig henvist til købstæderne, så landbefolkningen måtte i høj grad klare sig selv.
Men i løbet af 1800-tallet måtte selvforsyningsøkonomien gradvist vige pladsen for samfundets tiltagende specialisering: „gør hvad du gør bedst og tjener flest penge ved“.
Den nye, driftige bondestand koncentrerede sig om produktionen: planteavl og dyrehold, resten lod man andre om. Næringsfrihedsloven i 1857 afskaffede endelig de restriktioner, der havde begrænset handlen på landet, så landbefolkningen fik nu lettere ved at købe sig til varer og ydelser på landet. På den måde blev landbruget et vigtigt marked for den spirende industri, en voksende håndværkerstand og et stort korps af handelsfolk.
En anden vigtig forandring var, at pengeøkonomien gik sin endelige sejrsgang i løbet af 1800-tallet. Godt nok havde danskerne kendt til penge som betalingsmiddel siden vikingetiden, men for den brede befolkning var penge ikke hverdag. Sidst i 1700-tallet foregik skønsmæssigt kun halvdelen af erhvervslivets transaktioner inden for rammerne af en egentlig pengeøkonomi, og for landbruget næppe mere end 15%.
Lønarbejde i moderne forstand var ikke udbredt på landet – lønnen var kost og logi. Hoveriet var også et eksempel på naturalieøkonomi: som betaling for fæstegården skulle 1700-tallets bønder levere arbejde på godsejerens marker.
Skat og landgilde afregnedes i korn. De sidste rester af bytte- eller naturalieøkonomien fandtes endnu på landet op i 1800-tallet, tæt forbundet med selvforsyningstankegangen – man producerede det meste selv, og resten byttede man sig til. På landet blev landboreformerne spiren til pengeøkonomiens gennembrud. Hoveriet fastsattes i første omgang i et pengebeløb, senere afskaffedes det helt.
Skat blev fra 1791 fastsat i penge. Og i takt med industrialiseringen og lønarbejdets gennembrud i byerne blev naturalieøkonomiens relative værdifastsættelse afløst af pengeøkonomiens abstrakte og absolutte værdifastsættelse. En vares værdi blev ikke længere gjort op i dens bytteværdi, men i penge. Dette var med til at berede vejen for småhandlende, hvis væsentligste bytteobjekt – udover varerne – var deres arbejdskraft, flid og omhu.
Da København begyndte at blive moderne i 1800-tallet, flyttede handel med og slagtning af dyr uden for byens volde til Trommesalen. Kilde: Torvehandlens historie.
