Kongemagtens erhvervspolitik

Fra kapitel 3 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

Det gennemorganiserede system af byernes næringsliv med lav og korporationer var på den ene side nemt at styre og kontrollere for merkantilismens statsmagt. Kontrollen omfattede på handels- og navnlig fødevareområdet myndighedernes ønske om forsyningssikkerhed, priskontrol og en vis form for kvalitetskontrol. Men samtidig var det stift og hæmmende for enhver virketrang, initiativ og konkurrence.

I den enkelte købstad var det lavets ret at bestemme, hvor mange håndværksmestre der inden for det enkelte erhverv havde retten til at udøve faget. De havde også mulighed for at indgå prisaftaler og dermed sætte enhver konkurrence ud af kraft. Omkring 1800 steg kritikken af systemet derfor. Et stort problem var det voksende antal svende, der ikke fik nogen reel mulighed for at starte som selvstændige mestre.

Det kulminerede i 1794 i danmarkshistoriens første arbejdskonflikt med den store tømrerstrejke. De strejkende tømrersvende blev fængslet, og skønt enevælden tilsyneladende lempede på bestemmelserne og tillod etableringen af såkaldte frimestre, skal vi helt frem til 1857, før de sidste rester af middelalderens lavstvang forsvandt med Lov om Haandværks- og Fabrikdrift samt Handel og Beværtning m. m., kaldet Næringsfrihedsloven.

Men den fuldstændige liberalisering var ved 1800-tallets start ikke lige om hjørnet. Endnu før Napoleonskrigene var overstået – og før de store nationale ulykker og tabet af Norge i 1814 – besluttede statsmagten at se på en omlægning af handlens indretning i København. I 1812 blev nedsat en kommission, der skulle komme med forslag til revision af næringsloven. Efter den florissante handelsperiode i 1700-tallet, dansk handels „guldalder“, var fulgt Napoleonskrigene med følgende nedgang for handlen. Det var øvrighedens antagelse, at antallet af handelsfolk i byerne, primært København, ikke havde tilpasset sig de dårligere tider – at der var for mange, der havde deres udkomme fra handelsvirksomhed. Kommissionens oversigt over Københavns forskellige handelserhverv godtgjorde, at der af „Høkere, Værtshusholdere, Øltappere, Theskænkere, Billardholdere og Marketendere“ fandtes 1127 personer – hvilket var for mange, da:

„disse Næringsveje udkræve ingen Aandsdannelse og ingen Kundskaber, som skulde erhverves ved Anbringelse dertil fra Ungdommen. Det er derfor saa meget mere beklageligt at erfare, at det som oftest ere Mennesker i deres kraftfuldeste Alder, som griber til en saadan Levevej, der sætter dem i saa godt som aldeles Uvirksomhed.“

Høkerforeningen i København 1942.

For statsmagten var det både naturligt og nødvendigt at sikre, at underklassen var til rådighed som arbejdskraft, hvor der var mest behov – hårdt fysisk arbejde, fremfor løs- og lediggang inden for tvivlsomme byerhverv.

For høkerne var det til gengæld ydmygende, ikke blot at blive slået i hartkorn med værtshusholdere og lignende erhverv, man nok følte sig hævet over, men også at der blev sat spørgsmålstegn ved høkererhvervets nytte i det hele taget.

Kommissionens anbefaling var, at ingen personer blev givet tilladelse til at drive næringsvej som høker, med mindre man var fyldt mindst 40 år.

Høkerfaget skulle med andre ord i kommissionens øjne forbeholdes ældre og svagelige, invalider og enker, men bestemt ikke raske, arbejdsduelige unge mænd.

I datidens handelsministerium, Kommercekollegiet, fandtes der dog også mere fremadskuende kræfter. Ikke blot skulle 40 års-aldersbestemmelsen bortfalde, men høkerfaget skulle forfremmes til at være en lavsnæring – på linje med de 5 „fine“ kræmmerlav: vinhandlerne, klædekræmmerne, urtekræmmerne, hørkræmmerne og isenkræmmerne.

Udover det symbolske i skulderklappet til høkerne i denne anerkendelse, var tanken helt i tråd med høkernes selvopfattelse af at forvalte et ansvarsfuldt og samfundsvigtigt erhverv, der angik for den merkantilistiske opfattelse så vigtige anliggender som folkesundhed, hygiejne og forsyningssikkerhed. Lavsorganiseringen havde set med myndighedernes øjne ikke mindst den vigtige funktion, at den sikrede tilgang til faget af uddannet og eksamineret arbejdskraft. Datidens magtfulde „finansminister“, Anders Sandøe Ørsted i Danske Kancelli, vendte dog tommelfingeren ned til forslaget, og ideen om et egentligt høkerlav var dermed manet i jorden.